Man bliver så voksen..

Efter en laaang gåtur og en lækker middag sidder jeg nu på mit hotelværelse i Singapore, med den mest fantastiske udsigt over byen. Det er en dejlig by. Men jeg kom til at tænke lidt over tingene. Hvor jeg er fra, hvor jeg er nu, hvad jeg er blevet til og hvor jeg skal hen…

Usikkerhed er på mange måder en skidt ting. Og jeg har desværre altid ‘lidt’ af det. Jeg har altid været usikker på hvad jeg skulle gøre, og når jeg endelig gjorde noget var jeg også lidt usikker på om det egentlig var det jeg skulle gøre. Hvad nu hvis – det kunne jo gå galt. Jeg har alle dage haft selvværdet med mig, men selvtilliden har i nogle tilfælde haltet lidt bagud. Men jeg har fundet min egen måde at ‘udnytte’ min usikkerhed på. Den er slet ikke så skidt, i hvert fald ikke så skidt at den ikke er god for noget.

Når jeg tænker på mig selv for bare to år siden, så var jeg en helt anden. Jeg har alle dage været en tryghedsnarkoman, og jeg har altid haft det meget svært med at skulle gøre noget på egen hånd. Det har altid været nemmere hvis vi var to, for så stod jeg ikke der alene og var på r…. Jeg var 15-16 år før jeg havde lyst til at tage toget alene, og hvis jeg kom afsted på en tur hvor jeg skulle skifte til et andet tog, så var den helt gal. Hvad nu hvis jeg ikke nåede det næste tog?!?! Jeg har heller aldrig haft det godt med at tage en taxa alene og jeg har alle dage undgået det. Jeg ved ikke hvad det er – jeg har bare ikke følt mig tryg ved det (tror jeg). Jeg havde aldrig i mit livsens skabte dage forestillet mig at jeg skulle rejse rundt på egen hånd. Men jeg tog springet og valgte at tage til Malaysia, selvom jeg var klar over at meget kom til at ske på egen hånd. Nu sidder jeg her og rejser tit alene, både med fly, tog og taxa. Jeg havde det heller ikke godt med det i starten, men det har hurtigt ændret sig. Jeg har ikke længere noget problem med at tage toget – og det er endda i Kuala Lumpur – jeg har ikke længere noget problem med at køre i taxa i byen – og oftest er det med en chauffør der hverken kan helt eller halvt engelsk. Jeg ved ikke hvad det er jeg har været så bange for altid. Det her er måske en lille ting, men det faktum at jeg har fået denne lille sejr giver mig blod på tanden til at fortsætte. I stedet for at stå og helst ikke ville kaste mig ud i noget fordi “hvad nu hvis”, så har jeg nu mod på at prøve nogle grænser af.

Alt dette har også været en stor stopklods for hvad jeg har ville med min fremtid. Jeg har alle dage gemt mig bag det sikreste og har helst ikke ville ud på usikker grund. Nu er jeg blevet skubbet hårdt og langt ud over kanten, og jeg er i dag villig til at gøre ting selvom jeg ikke føler mig helt sikker på det. Det ender altid godt – indtil videre i hvert fald.

Jeg har i hvert fald fået blod på tanden og jeg skal se mere af verden. Jeg skal rejse, jeg skal fotografere, jeg skal opleve og jeg skal være usikker. Det er faktisk en rar følelse når man kommer ud på den anden side. Mit råd til alle jer der læser med her er at gøre som i vil uanset hvad. Og det gælder alt. Jeg var bange for at rejse alene, nu er det’ det jeg vil resten af mit liv. Nogen vil være performer, men er bange for at stå foran mange mennesker, andre vil gerne noget helt andet, men er bange for at gøre det fordi det kan gå galt…

Gør noget for jer selv engang imellem – noget der kan gå galt! Forstå mig ret. Lykkedes det så er sejrsfølelsen noget så fantastisk, og lykkedes det ikke, jamen så må man acceptere det nederlag og gøre noget andet… eller forsøge igen.

Er der nogen der sidder med de samme tanker? Nogen der har været bange for noget, men som har overtrådt de grænser og kan mærke at de er blevet stærkere af det?? Jeg vil elske at høre jeres historier. Jeg er selv nået langt, men jeg mangler lidt inspiration til at komme videre 🙂 TAK!

… og lige et par billeder fra byen.

“Just do it..”