Mine tanker med denne blog var i første omgang at jeg udelukkende ville dele mine billeder. Det gled stille og roligt over i at jeg ville dele mine oplevelser her i Malaysia. Og nu er jeg havnet på et felt hvor jeg skriver lige hvad der falder mig ind. Dette er ikke en kategoriblog. Det er der jeg er nu, men jeg ved jo aldrig hvor jeg ender i fremtiden. Indtil da så håber jeg at du har lyst til at følge med i mit liv og mine tanker. Også må du endelig skrive hvis der er noget du savner at læse om! Anyways, her er min historie.

D. 25 november 1995 blev jeg født på et lille hospital i Qaqortoq. Desværre flyttede min familie og jeg hurtigt fra Grønland og bosatte os i en lille by på Sjælland. Jeg kan ikke huske meget fra min tid på Grønland, men jeg drømmer stadig om at komme op og se hvor jeg kommer fra.

Det var egentlig en dejlig by vi flyttede til, men det er ikke en by mange drømmer om at blive i. Det gør jeg i hvert fald ikke. Det har også været med til at jeg i lang tid har tænkt på at jeg gerne ville væk fra byen, og det måtte meget gerne være snart. I første omgang drømte jeg om København, og om at komme til storbyen og udleve mine drømme. Det passede mig fint, men drømmene er blevet større.

Jeg har altid følt mig sikker i at gå i skole. Andre sørgede for at fortælle mig hvad jeg skulle gøre og hvor jeg skulle gøre det henne. Jeg havde ansvar for at jeg fik lavet mine ting, og det var det. Men i det sidste år på Handelskolen var jeg en smule presset. Snart var det slut, og så stod jeg pludselig på egne ben og skulle klare mig selv. Panik er nok det ord der forklare den situation bedst. Jeg var klar over at jeg ville et eller andet, problemet var bare at jeg ikke vidste hvad. Jeg havde en kæmpe nedtur, jeg var altid sur og ked af det og frustreret. Jeg ville gerne rejse, men det virkede uoverskueligt, jeg ville gerne flytte til københavn, men hvad skulle jeg lave derinde – jeg ville gerne vide hvad jeg skulle bruge min fremtid på. Jeg havde behov for at føle mig sikker. Jeg fandt hen ad vejen nogle ting at bruge tiden på indtil jeg vidste hvad jeg ville. Jeg sendte en ansøgning ind til Det Danske Forsvar og blev erklæret egnet, men jeg ville gerne ind til Gardehusarregimentet (HESK), så den del af fremtiden var endnu ikke sikret. En dag sad jeg og snakkede med min søster om udlandsrejser og hun begyndte straks at lede efter diverse muligheder. Frivilligt arbejde i Afrika, backpacking i Asien, højskoler rundt omkring i verden osv osv. Og valget faldt på højskolerne. Jeg undersøgte mulighederne, jeg gik til møder og jeg betalte den første del af beløbet så jeg kunne komme afsted. Nu begyndte det at gå i den rigtige retning. Jeg følte mig en smule mere sikker nu. Kort tid efter fik jeg et brev fra Det Danske Forsvar og jeg var havde fået en plads i Gardehusarregimentet (HESK) fra august 2015. Endelig faldt nogle ting i hak for mig. Nu var 1,5 år af mit liv i hvertfald planlagt. Men pludselig kom der lidt for meget af det gode. De næste par år af mit liv var nu booket, men pludselig fik jeg et tilbud om at komme til Malaysia i otte måneder. Bevares, det var et luksusproblem, men jeg ville gerne det hele og nu blev alle mine muligheder til at stort dilemma. Militæret lå uden for perioden, så den var sikker. Men jeg skulle nu overveje fordele og ulemper og finde ud af om jeg skulle på højskole i New Zealand eller tage otte måneder til Malaysia. Jeg forsøgte på flere måder at få det hele til at passe sammen, men det lykkedes ikke. Og efter lang tids overvejelser blev beslutningen taget og inden længe var jeg på vej til Asien – på vej til Malaysia. Og jeg har langt fra fortrudt min beslutning. Landet har givet mig så meget. Jeg har oplevet diverse kulturer og traditioner indenfor kulturerne, jeg har oplevet en fantastisk storby med tusinder af muligheder. Jeg har udviklet mig personligt til noget jeg aldrig ville have opnået hvis jeg blev i Danmark, jeg har fundet meningen med de veje jeg har gået og jeg har fundet mange nye veje jeg gerne vil gå. Jeg har fundet ud af hvad min fremtid skal gå med, jeg har fundet min plads i livet og i verden. Indtil videre i hvert fald.

“And that’s when i decided to fight for my future”